Hvem er jeg

---

Hvem er jeg? Det er et spørgsmål, jeg aldrig fuldt ud har besvaret, men jeg kan dele den rejse, der former mig. Jeg voksede op i hjertet af det sydvestlige Virginia – et bjerglandskab, hvor overalls og slidte lastbiler tegner et præcist billede. Min barndom og tidlige teenageår blev tilbragt udendørs, hvor jeg strejfede rundt i skoven, hvilket udløste en livslang kærlighed til naturen. Der er noget ved skoven, der føles som hjemme.

Som 17-årig meldte jeg mig ind i hæren for at finansiere min uddannelse, og jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ville forelske mig i livet. Grunduddannelsen startede lige efter gymnasiet, og hæren blev et perfekt match. Den gav mig mulighed for at rejse og arbejde udendørs, fra Tysklands historiske byer til Iraks sandede marker, Georgias tårnhøje fyrretræer og vildmarken i det centrale Alaska. Livet sker, planer ændres, og man ender på en ny vej. Jeg blev tvunget til tidlig pensionering på grund af helbredsproblemer.

Efter pensionering flyttede min kone, to børn og jeg tilbage til Tyskland. Jeg kæmpede med at finde min plads. Timer brugt på at vandre i skoven med min hund blev mit tilflugtssted, og det var dér, fotografering slog rod. I starten ville jeg bare dele den skønhed, jeg så, med min kone, mens hun var på arbejde. Jeg havde altid taget billeder, men jeg overvejede aldrig at blive fotograf. Med tiden fandt jeg glæde i at dele mine billeder og historierne bag dem. Hvis du spørger min kone, hvorfor jeg elsker fotografering, ville hun grine og sige, at det er fordi, jeg foretrækker naturen frem for mennesker. Hun tager ikke fejl.

Naturen er der, hvor jeg føler mig jordnær. Dyr og naturen føles mere naturlig for mig end et rum fyldt med mennesker. Efter at have rodet rundt i et par år besluttede jeg mig for at forbedre min fotografisk viden. Jeg startede med et par kurser på New York Institute of Photography. På det tidspunkt var fotografering bare en dyr hobby. Mine børn havde også en dyr hobby - heste - og livet kom i vejen igen. Vores største hest skadede sit ben, hvilket udløste problemer med en genetisk lidelse. For at give ham det, han havde brug for, begyndte jeg at sælge mit kameraudstyr. Jeg følte mig knust over at give slip på mit udstyr, men jeg vidste, at det var det rigtige at gøre. Jeg ville ikke lade et dyr lide uden grund.

Tiden gik, og jeg begyndte langsomt at tage billeder igen, hvilket førte til, at jeg fik et bedre kamera. Dette var tredje gang, jeg vendte tilbage til fotografering. Omkring det tidspunkt modtog jeg en e-mail om, at nogle af mine universitetspoint nærmede sig 10-årsmærket og ikke længere ville tælle med i min grad. Jeg havde lige over 110 point til en Bachelor of Arts (BA) i psykologi. Jeg ville ikke miste dem, så jeg fandt en uddannelse i – hvad ellers – fotografi. Jeg var nødt til at tage nogle ekstra kurser, men jeg var ligeglad; hver enkelt handlede om fotografering eller at drive en virksomhed. De to års kurser var faktisk rigtig sjove. De pressede mig til at prøve nye ting inden for fotografering, som portræt-, gade- og studiebelysning. Oplevelsen fik mig til at nyde fotografering endnu mere. Nu har jeg en Bachelor of Arts i digital fotografering.

I efteråret 2024 besluttede jeg mig for rent faktisk at starte en fotovirksomhed. Jeg var blevet spurgt igen og igen om at tage job, men jeg ville ikke have papirarbejdet og hovedpinen ved at eje en virksomhed igen. Nå, det skete, og her er jeg så med en fotovirksomhed.